Når en fanskare hylder modstanderholdets spiller, er man blevet en institution. Denne sjældne situation oplevede Lars Høgh i sin karrieres efterår, og i sin forfatterdebut deler han et hav af anekdoter med bogens læsere.
Af: Riiz
Intet kan være mere interessant end at læse en gammel fodboldrævs livshistorie. Derfor var jeg ikke sen til at sætte Lars Høghs debut som forfatter på min ønskeseddel til juleaften. Bogen fik jeg, og læst er bogen også blevet. I den forbindelse fandt jeg det relevant at kradse et par ord ned til OBBFs hjemmeside. Har man sagt OB, har man jo i al fald også sagt Lars Høgh. Denne artikel kan derfor betragtes som en slags anmeldelse af bogen.
Selve bogen er naturligvis blå, og ligeså naturligvis er der er billede af en eftertænksomt smilende Lars Høgh på forsiden. Selve lay-outet er derfor meget indbydende, og det kan altså godt motiverer ens læselyst.
I bogen fortæller Lars Høgh om sit fodboldliv i alle dets detaljer, og man bliver konstant afbrudt af de mange små anekdoter, der midt i et kapitel kan afbryde selve hovedhistorien i pågældende kapitel. Det kan være lidt forvirrende at skulle springe frem og tilbage, men bogens fremragende layout gør at overblikket ikke for alvor forsvinder.
Man hæfter sig ved at man ikke behøver at være fodboldfan for at læse bogen om Lars Høgh. Bevares, det hjælper at være fodboldfan (og særligt OB-fan), hvis man skal forstå vigtigheden i træningsmetoder og deslige, men først og fremmest er bogen en biografi over Lars Høgh. Udover fodbolden, beskriver bogen også Lars Høghs liv uden for banen, hans forhold til pressen, hans til tider manglende tro på sit eget talent og hans mange venner og bekendtskaber. Alt sammen imponerende læsning.
Eneste kritikpunkt jeg kunne finde ved denne bog er sådan set kapitelinddelingen, som udover forord og afslutning, virker ret kaotisk. Der er ikke som sådan en rød tråd at følge, og man kan springe rundt i kronologien. Jeg havde gerne set at bogen var blevet gjort kronologisk, for tager man de mange afbrydelser med anekdoter med, bliver det hele ret hurtigt uoverskueligt, og så hjælper den ret lille tidslinie sidst i bogen ikke meget.
Alt i alt, kan jeg ikke anbefale denne bog nok. Lars Høgh er en institution i dansk fodbold, og han fortjener at fortælle om sine mange oplevelser fra sit fodboldlivs verden. Men man skal passe på ikke at miste overblikket.
Tilbage
